Armstrong, Lance

Om rytteren
Født: 18.09.1971
Land: USA

Amerikansk cykelrytter der gjorde det umulige, da han først overvandt en dødelig kræftsygdom, og siden kom tilbage, og blev den første 7-dobbelte vinder af Tour de France. Han voksede op i Texas i en middelklasse familie med sin enlige unge mor i et miljø med overklasse familier, hvor han ikke passede ind. Frustrationerne fra sit privatliv brugte han som drivkraft når han dyrkede sport. Han startede med at udøve triatlon, men opdagede hurtigt cykelsporten.

Han blev professionel i 1992 efter han havde gjort sig positiv bemærket ved OL i Barcelona, hvor hans senere gode ven og holdkammerat Fabio Casartelli vandt. Armstrong havde talent til, at slå igennem i Europa, men han var en stor tung muskuløs rytter, der kun egnede sig til endagsløb. Allerede andet år som professionel beviste han, at han var en af de bedste i denne disciplin, da han blev professionel verdensmester i Oslo, samme år hvor Jan Ullrich blev amatørverdensmester. Armstrong var kun 21 år, da han vandt VM, og dette er rekord. I 1993 vandt han også Trofeo Laiguelia, det amerikanske mesterskab og 8. etape i Tour de France til Verdun.

I løbet af 1995 begyndte han karriere for alvor at tage fart, da han blandt andet vandt sit første World-cup løb i San Sebastian. Han vandt også 18. etape i Tour de France som han dedikerede til sin ven Fabio Casartelli, der mistede livet i samme løb. Året efter fortsatte han, hvor han slap, og efter flot kørsel i flere af forårsløbene vandt han en sejr i Fléche Wallonne. Men han begyndte pludselig, at blive træt og små syg, så under Tour'en måtte han udgå allerede på 6. etape. Så i stedet satsede han på at køre en god efterårssæson. Men han tilstand blev kun værre, og i efteråret 1996 fik han pludselig den nedslående nyhed fra sin læge, at han var blevet ramt af kræft.

Hans kræftsygdom startede som testikelkræft, men havde bredt sig både til lungerne og hjernen. Lægerne vurderede at chancen for overlevelse var små, og muligheden for at vende tilbage som cykelrytter var endnu mindre. Men alligevel lykkedes det Armstrong at gøre comeback i foråret 1998. De fighter-egenskaber der havde gjort ham til en af verdens bedste cykelryttere havde bragt ham tilbage til livet, og havde givet ham en ny chance på landevejene.

I 1996 havde han skrevet kontrakt med det franske hold Cofidis, men da han blev syg løb de fra aftalen, og Armstrong stod uden kontrakt. Men heldigvis viste det nye amerikanske hold US Postal interesse, og på det hold kørte Armstrong resten af sin karriere. Mange troede at det kun var et spørgsmål om tid før amerikaneren definitivt måtte indstille karrieren, for en kræftpatient kunne formentlig ikke deltage i cykelsporten på højeste plan.

Men Armstrong imponerede alt og alle, da han kørte en fantastisk 98-sæson blandt andet med sejre i Luxembourg Rundt og Rheinland Pfalz Rundfahrt. Han kørte dog ikke Tour de France det første år, men han deltog i Vuelta a Espana, hvor cykelsporten så nye sider af ham, som aldrig var set før. Efter hans lang sygdomsperiode havde han tabt alt unødvendigt fedt og muskler, og var forvandlet fra en stor muskuløs endagsrytter til en komplet og afbalanceret klassementrytter. Han viste, at han nu både kunne køre tempokørsel, bjergkørsel, og stadig var hurtig i en spurt. Armstrong sluttede som nummer 4 i sit første tre ugers løb, og deltog herefter ved VM i Valkenburg, hvor han igen blev nummer 4 både i linieløbet og i enkeltstarten.

Året efter var han klar til igen at prøve kræfter med Tour de France. Hele hans forår blev brugt som forberedelse, bl.a. kørte han Dauphiné Libéré, hvor han vandt prologen. Men da Tour'en blev skudt i gang manglede flere af favoritterne, både Jan Ullrich og Bjarne Riis styrtede under Schweiz Rundt, mens Marco Pantani blev væk efter hans for høje hæmatokritværdi under Giro d'Italia. Så for første gang siden 1903 var der ingen tidligere vindere med i Tour de France. Men Armstrong tog ansvaret som den store leder af feltet allerede på prologen, hvor han vandt og kom i gult.

Han afleverede trøjen til Jaan Kirsipuu på 2. etape, men generobrede den efter sejren på enkeltstarten i Metz. Han vandt også etapen til Sestrières og den sidste enkeltstart, så han vandt en overlegen samlet sejr foran Alex Zülle og Fernando Escartin. Danske Peter Meinert kørte på US Postal, og var med på Tour holdet både i 1999 og 2000.

Flere journalister betvivlede Armstrongs styrke, da hans sejr kom uden modstand fra flere af hans værste konkurrenter, og det år var der også færre bjerge end sædvanligt. Men i 2000 satte Armstrong alle kritikerne på plads, da han vandt en næsten lige så overlegen sejr som i 99 foran Jan Ullrich og Joseba Beloki. Dog vandt han kun en etapesejr det år på den sidste enkeltstart til Mulhouse. Men han kunne have vundet en mere på 12. etape til Mont Ventoux, hvor han "forærede" sejren til Marco Pantani. Pantani blev sat fra førergruppen på Mont Ventoux, men kom tilbage, og fortsatte forbi Armstrong-gruppen. Armstrong var den eneste, der kunne følge med, og tillod at Pantani kom først over stregen.

En smuk og passende gestus, men amerikaneren havde glemt, at man ikke skal fortælle pressen, at man har været flink og foræret sejren væk. Da Pantani hørte, at Armstrong ikke mente, at han havde givet sig 100%, blev han rasende og svinede ham til. Armstrong mente at Pantani var et utaknemligt svin, som bare skulle være glad når løbets leder uddelte gaver. Siden den dag har de to ryttere ikke sagt noget pænt om hinanden.

Som så mange Tour vindere før ham blev han selvfølgelig udskældt for kun at satse på et løb om året, men han var ligeglad og blev ved med kun at køre om sejren i sit yndlings løb. I efteråret 2000 vandt han dog også sejre i Grand Prix Eddy Merckx og Grand Prix des Nations.

Sæsonen 2001 blev lige som de andre år, hvor han langsomt kørte sig i form bl.a. med en sejr i Schweiz Rundt. Så da det blev tid til at køre Tour de France, var der ingen tvivl om vinderen, og det på trods af at Jan Ullrich kørte en god Tour. Resultatet blev det samme som året før, Armstrong foran Ullrich og Beloki. Ganske vist havde han mistet en af sine bedste hjælperyttere Kevin Livingston til Ullrichs hold Telekom, men Armstrong havde vist stor fremgang i bjergene. Han vandt fire etapesejre, to i bjergene til Alpe d'Huez og St. Lary Soulain. Det var også året, hvor det kom frem at Armstrong samarbejdede med den udskældte læge Michele Ferrari, så dopingrygter og beskyldninger fulgte ham resten af hans karriere og i tiden efter.

Armstrong blev mere og mere upopulær i Frankrig, franskmændene brød sig ikke om hans amerikanske selvsikre stil og hans arogante væremåde overfor pressen og fansene. Han blev ikke mere populær, da den franske US Postal rytter Cédric Vasseur svinede ham til i pressen. Vasseur var med på Tour-holdet i 2000, men da han blev vraget i 2001, valgte han at fortælle sin ærlige mening om Armstrong. Vasseur påstod blandt andet at amerikaneren have snydt ham for hans del af præmien, da Armstrong vandt sin anden Tour-sejr. Han mente også, at Armstrong ikke havde den rigtige indstilling til cykelsporten samt var ved at dræbe sporten med sine bodyguards og mangel på respekt for traditionerne. Armstrong blev selvfølgelig rasende, og Cédric Vasseur blev den sidste franskmand, der kørte på det amerikanske hold sammen med Armstrong.

I 2002 kom hans fjerde Tour sejr, hvor Joseba Beloki igen viste fremgang og sluttede som nummer 2 foran Raimondas Rumsas. Jan Ullrich var ikke med det år, da hans liv næsten lå i ruiner efter en knæskade, overvægt, en dom for spritkørsel og en positiv dopingprøve for amfetamin. Men Armstrong havde fået en ny modstander det år, da hans tidligere hjælperytter Tyler Hamilton var skiftet til det danske hold CSC, hvor han var den nye Tour-kaptajn. Men Hamilton sluttede kun som nummer 15, da han også havde kørt Giro d'Italia, hvor han blev nummer 2 efter han havde gennemført med et brud på skulderen efter et styrt på enkeltstarten.

Armstrong vandt 4 Tour-etaper i 2002, men satte sig først for alvor på løbet efter 11. etape til La Mongie, hvor han erobrede trøjen fra Igor Gonzalez de Galdeano. Armstrong og US Postal havde ikke startet overbevisende, da de blev slået af ONCE på holdtidskørslen, og han havde selv kørt en "skidt" enkeltstart, hvor han blev slået med 11 sekunder ad Santiago Botero. Men da rytterne kom til Paris var der ingen tvivl om, hvem der var den stærkeste.

Pressen begyndte, at skimte svaghedstegn hos mesteren, og mange mente at en ny rytter ville tage over, sandsynligvis Jan Ullrich. Ullrich var i 2003 skiftet til Bianchi, og var klar til at få revanche efter en miserabel sæson i 2002. Tour'en 2003 blev et flot, nervepirrende og dramatisk løb, fra første til sidste dag. Allerede på 1. etape mistede Armstrong to amerikanske rivaler, da Levi Leipheimer og Tyler Hamilton styrtede på opløbsstregningen. Leipheimer udgik med et brud på hoften, mens Hamilton kæmpede sig igennem Tour'en med et brud på venstre kraveben, men sluttede alligevel samlet som nummer fire.

US Postal vandt holdtidskørslen, hvilket bragte Armstrongs holdkammerat Victor Hugo Peña i gult, mens kaptajnen selv kom i gult på 8. etape til Alpe d'Huez. Men Iban Mayo som vandt etapen var flyvende og lignede længe en udfordre til Armstrong. Men også andre ryttere lå til i toppen af klassementet, både ryttere som Jan Ullrich, Alexandre Vinokourov, Joseba Beloki, Tyler Hamilton, Francisco Mancebo, Ivan Basso og Haimar Zubeldia havde mulighed for at tage trøjen. På 9. etape til Gap var der Vinokourovs tur til at vise styrke, da han vandt en flot sejr blandt andet på grund af en god nedkørsel fra den sidste stigning. I førergruppen var der mere nervøsitet, og i et af de sidste sving få kilometer før mål skete et styrt, som vil blive husket, og som vil gå over i historien på højde med Luis Ocana's styrt i 1971.

Armstrong og Joseba Beloki havde presset hinanden på nedkørslen, da de pludselig kom ind i svinget med for høj fart. Beloki bremsede for hårdt og styrtede til jorden, Armstrong undveg, men måtte fortsætte ind over en stubmark. Heldigvis kom han tilbage til vejen og kunne fortsætte, men Beloki måtte udgå med adskillige brud.

Armstrong selv måtte også i asfalten et par dage senere, da feltet på 15. etape skulle op til Luz-Ardiden. Armstrong angreb tidligt på det sidste bjerg, og fik Iban Mayo med i sit baghjul. Men Armstrong kørte for tæt på tilskuerne, og en gul pose hængte fast i hans styr, så han styrtede. Mayo blev trukket med ned, men begge ryttere kom op igen. Kort efter styrtet var Armstrong igen tæt på at styrte, da han trådte ud af pedalen. Men i frustration over sin skæbne trådte Armstrong til, og kørte en fantastisk finish, hvor han vandt med 40 sekunder til Ullrich.

Ullrich havde ellers kørt sig længere frem i klassementet i den sidst halvdel af løbet, bl.a. med en super enkeltstart, hvor han kørte en fantomtid og slog Armstrong med 1,36. Før den sidste enkeltstart var Ullrich 1,07 fra førertrøjen. Så på en god dag kunne tyskeren have hentet forspringet, men på den regnvåde asfalt styrtede Ullrich i en rundkørsel. Armstrong vandt samlet med 1 minut og 1 sekund foran Jan Ullrich og 4 minutter og 14 sekunder foran Alexandre Vinokourov. Dermed blev Lance Armstrong den femte rytter, der vandt Tour de France fem gange, også Jacques Anquetil, Eddy Merckx, Bernard Hinault og Miguel Indurain havde gjort det samme.

I 2003 vandt Armstrong "kun" en etape i Tour'en, men i 2004 var han tilbage på 100%, og svor at han ikke ville give flere gaver. Han holdt sit ord, for han kørte et imponerende løb, hvor han vandt 5 etaper og holdtidskørslen. Flere af hans værste konkurrenter udgik undervejs eller gik ned. Både Iban Mayo, Roberto Heras og Tyler Hamilton skuffede i de tre uger. Også Jan Ullrich kørte en Tour under hans vanlige niveau, hvor han med en fjerdeplads for første gang sluttede udenfor de to bedst.

Til gengæld overraskede en anden tysker, da Andreas Klöden viste sit store talent, og sluttede samlet som nummer 2 foran Ivan Basso. Sejren til Armstrong kom aldrig i fare, bl.a. med sejre på 4 bjergetaper i træk gjorde ham uovervindelig. Til sidste sluttede han af med at ydmyge konkurrenterne på bjergenkeltstarten på Alpe d'Huez, hvor han bl.a. overhalede Ivan Basso. Der havde været rygter om mulige attentatforsøg på Armstrong på Alpe d'Huez, men alligevel bevarede han koncentrationen og fokus på løbet.

Som så mange gange før havde Armstrong også i 2004 et udestående med en kollega. Denne gang var det italieneren Filippo Simeoni, der havde vidnet mod Armstrongs læge Michele Ferrari, og fortalt at han havde givet ham ulovlige og præstationsfremmende stoffer. Armstrong blev endnu en gang rasende, og kaldt Simeoni en løgner, hvilket medførte at italieneren sagsøgte amerikaneren. På 18. etape i Tour'en 2004 gik Simeoni med i et udbrud, men Armstrong var ikke interesseret i, at han skulle have mulighed for at vinde etapen, så han kørte alene op til gruppen. Gruppen havde derfor naturligvis ingen mulighed for at holde til mål, så Simeoni måtte følge med feltets leder tilbage til feltet. De to ryttere fik her mulighed for at udveksle et par ord, og her skulle Armstrong have sagt, "You were wrong to testify against Ferrari and wrong to sue me. I have lots of time and lots of money. I will destroy you.". Herefter startede en langvarig retssag.

I Tour de France 2004 var også første gang vi så Armstrong køre med det nu kendt "LiveStrong" armbånd. Disse armbånd blev også solgt i butikkerne, og pengene, som kom ind, gik ubeskåret til kræftforskning. Nike havde lavet armbåndet, men Armstrong gjorde det kendt. Hurtigt blev det en modedille, så der er blevet solgt millioner af dette gule armbånd.

Efter sæsonen 2004 fortalte Armstrong, at han kun ville køre yderligere to sæsoner og kun deltage en gang mere i Tour de France. I sæsonen 2005 ville han prøve, at vinde andre løb bl.a. nogle af de klassiske éndagsløb. Men det lykkedes ham ikke for alvor at komme i form i foråret, og da det blev sommer var han atter klar til start i Tour de France. Han havde også ændret mening med at køre en sæson mere, så før starten på Tour of Giorgia meddelte han, at Tour de France 2005 ville blive hans sidste løb.

Så supermotiveret gik Armstrong efter sin syvende sejr, og allerede på 1. etape viste han, at han endnu ikke var blevet for gammel. For på den 19 kilometer enkeltstart overhalede og ydmygede han Jan Ullrich. Han fik dog ikke trøjen, da han blev slået med 1 sekund af sin unge landsmand David Zabriskie. Armstrong erobrede trøjen på 4. etape, der blev kørt som en holdtidskørsel. Zabriskie og hans danske hold CSC lignede ellers dagens vindere, men da Zabriskie styrtede på den sidste kilometer, mistede de både trøjen og muligvis også etapesejren. Herefter kørte Lance Armstrong 17 dage i gult, og han afleverede den kun en dag, da Jens Voigt erobrede den på 9. etape til Mulhouse, hvor Michael Rasmussen vandt en flot etapesejr.

Armstrong vandt selv kun en enkelt etape på enkeltstarten på 20. etape, til gengæld fik to af hans hjælperyttere mulighed for at vinde. Både Georges Hincapie og Paolo Savoldelli vandt en etape, og det var første år en af hjælperne vandt, mens Armstrong kørte i gult. Men søndag den 24. juli 2005 stod Lance Armstong for syvende gang øverst på podiet i Paris, på 2. og 3. pladsen kom Ivan Basso og Jan Ullrich.

Hermed var det  foreløbigt slut på Armstrongs imponerende karriere, men der blev stadig talt meget om ham. En måneds tid efter Tour de France kom der en artikel i L'Equipe, hvor han blev beskyldt for at have afleveret en positiv dopingprøve i Tour de France 1999. Armstrong afviste beskyldningerne, men den 6. oktober kom der nyt i dopingsagen. Den tidligere læge hos Motorola Prentice Steffen fortalte, at Armstrong havde været dopingmisbruger gennem flere år. Disse afsløringer kom også i L'Equipe, hvor han også fortalte, at Armstrong havde forsøgt at true ham til, at holde mund. Men dopingbeskyldninger har der været mange af i hans karriere, og de bliver sandsynligvis ikke de sidste.

I foråret 2009 gjorde Lance Armstrong et overraskende comeback. Oplysningen om hans comeback gav han i september 2008, hvorefter medierne igen gav ekstra tid og plads til amerikaneren. Formålet med hans tilbagevenden til sporten var at gøre et forsøg på at vinde Touren en 8. gang samt at skabe ekstra opmærksomhed på han kamp mod kræften.

Hans første løb blev Tour Down Under i januar 2009, hvor han tæt forfulgt af adskillige kamerahold sluttede på en beskeden 29. Plads. I marts deltog han i det spanske etapeløb Vuelta Castilla y Leon, hvor han på 1. etape styrtede og pådrog sig et brud på kravebenet. Da Armstrong havde annonceret sin første deltagelse i Giro d’Italia medførte styrtet og bruddet selvfølgelig nervøsitet i Italien. Men den 9. maj stod Lance Armstrong klar til start i det italienske etapeløb.

Efter en stille start, hvor han tydeligt var mærket af den manglende træning pga. styrtet, kørte han sig langsomt i form, hvor han viste i slutningen af løbet at Tour-formen nærmede sig og sluttede på en samlet 12. plads 15.59 efter Denis Menchov. Efter hans tilbagevenden til sporten havde han fået produceret nogle specielle cykler kun til ham, blandt andet en enkeltstart cykel med tallet 1.274, der er antallet af dage som Armstrong havde været væk fra cykelsporten.
Dan Vendt Christensen