Indurain, Miguel

Om rytteren
Født: 16.07.1964
Land: Spanien

"Big-Mig". Stille og genert spansk cykelrytter, der var den første, der vandt Tour de France fem gange i træk (1991-95). Løbene blev vundet efter en meget defensiv kørsel i bjergene, hvor han bare sad med de bedste, hvorefter han knuste alt modstand på enkeltstarterne.

Han var et stort sportstalent, der som ung fik tilbudt en kontrakt som professionel fodboldspiller i Pamplona, men han valgte at satse på cykelsporten.

Udover at være et stort talent, havde Indurain en speciel medfødt fysik, som bl.a. betød at han havde en meget lav hvilepuls, et hjerte der kunne pumpe meget mere blod rundt i kroppen end normalt, meget store lunger og ekstra mange blodkar til at transportere ilt og næring til musklerne.

Indurain startede sin karriere som hjælperytter for den spanske stjerne Pedro Delgado. Han debuterede i Tour de France i 1985 med at udgå på 4. etape, hvorefter han blev bedre og bedre; 1986=udgået 12. etape, 1987=Nr. 97, 1988=Nr. 47, 1989=Nr. 17, 1990=Nr. 10, 1991-95=Nr. 1 og 1996=Nr. 11.

Indurains gennembrud i Tour de France kom i 1989, hvor han vandt en flot etapesejr på 9. etape fra Pau til Cauterets. På etapen skulle de over Aubisque og Lecambasque, og her kørte Indurain væk fra feltet, og viste for første gang cykelverdenen, hvor stærk han var.

I 1990 burde han måske have været kaptajn, men stjernen Delgado fik endnu en chance. Pedro Delgado sluttede som nummer 4, men fik stor hjælp fra Indurain. Han sluttede selv som nummer 10, og vandt en imponerende etapesejr, hvor han ydmygede Greg LeMond på Luz-Ardiden.

I 1991 var Indurain kaptajn, da det hurtigt blev klart at han var stærkere end Delgado. Indurain vandt den første enkeltstart, dog ikke nok til at tage trøjen, som LeMond tog sig af. Han måtte dog aflevere den igen i Pyrenæerne på 12. etape til Luc Leblanc. Dagen efter tog Indurain trøjen for føste gang, det foregik ved at han endnu en gang ydmygende LeMond denne gang på Tourmalet. Med defensiv kørsel i Alperne og sejr på den sidste enkeltstart vandt en komfortabel sejr foran Gianni Bugno og Claudio Chiappucci.

I 1992 havde Indurain fundet rytmen til, at vinde Tour de France, og gentog sejren med at vinde både de to enkeltstarter og prologen. Nummer 2 og 3 blev de samme som året før, men denne gang havde de byttet plads.

I 1993 var hans værste konkurrent Tony Rominger, der gang på gang angreb i bjergene, men heller ikke han kunne knække Indurain. Det år begyndte en dansker også at vise sig i bjergene, en dansker som senere skulle blive Big-Mics overmand.

I 1994 vandt han igen en komfortabel sejr, men han fik modstand specielt i den sidste uge fra letten Piotr Ugroumov. Ugroumov stod næsten for et en-mands show på 17-19. etape. På den første etape sad han i et to-mands udbrud med Nelson Rodriguez, dog lavede colombianeren ingen ting og vandt. Ugroumov tog revanche dagen efter med en sejr efter et langt soloudbrud, og endelig sluttede han af med den sidste enkeltstart. Indurain vandt alligevel med 5 minutter og 39 sekunder til Piotr Ugroumov.

Hans femte og rekordsættende sejr kom i 95, hvor han igen holdt sig til sin vanlige taktik, Næsten. For på 7. etape til Liege, hvor Bjarne Riis var i gult, angreb Miguel Indurain. Formålet med aktionen var udelukkende, at skaffe ekstra sekunder inden bjergene, så Johan Bruyneel som lå i Indurains baghjul fik både etapesejren og trøjen. Den værste konkurrent det år var Bjarne Riis, der konstant angreb i bjergene, men måtte dog nøjes med en tredjeplads efter Alex Zülle.

I 1996 forudså de fleste journalister, at Zülle var rytteren, der havde størst mulighed for, at slå Indurain. Men Indurain selv mente, at det var Riis, og han fik ret, for Riis var i topform. På 17. etape kom feltet igennem Indurains hjemby Pamplona, men ikke med førertrøjen på bysbarnet. Alligevel kom Indurain på podiet, hvor Bjarne Riis stillede sig ved hans side, og løftede hans arm i vejret.

Efter nederlaget i Tour de France vandt han guld ved OL enkeltstarten i Atlanta. Efterfølgende stillede han til start i Vuelta a Espana, men det blev hurtigt tydeligt at han ikke havde mere at køre med. På en bjergetape hvor den store mester var faldet tilbage til "elefanterne", stoppede han pludselig ved et hotel, og udgik af løbet. Dette blev Miguel Indurains sidste løb.

Udover de fem sejre i Tour de France vandt Indurain også Giro d'Italia to gange, Paris-Nice to gange, Dauphine Libere to gange, Katalonien Rundt tre gange, Murcia Rundt, Asturien Rundt, Bicicleta Vasca, San Sebastian-San Sebastian og OL-VM i enkeltstart.
Dan Vendt Christensen